Interessante artikler

Andreas tog til USA sammen med sin psykolog

Der skal sluges mange kameler

"Jeg har kæmpet for at beholde mit barn"

Toblerone er som bekendt mælkechokolade blandet med nougat, mandler og honning. Det en chokoladebar, hvor man let kan brække et stykke af og skubbe resten tilbage i paphylstret.

         Et specielt og særpræget byggeri i Varde - opført i årene 1972-1975 - er blevet kendt som ”Tobleronehusene”, og det er der god grund til, for man kunne mistænke arkitekten for at havde brugt den kendte chokoladebar som model.

         I et af de 160 lejemål i ”chokoladehuset” bor Kimmie Lenda Fritz-Jensen sammen med sin søn Patrick og hans lillesøster Emilia.

         Kimmie har haft en turbulent barndom med en alkoholiseret mor, som havde en kæreste, der misbrugte hende. Sin tryghed fandt hun hos bedsteforældrene.

         Som voksen har hun arbejdet med meget forskelligt: I køkkener, været montrice på en fabrik, arbejdet på hotel som stuepige, været i et vikarbureau og arbejdet hos Bilka i Kolding.

         Siden blev hun ramt af sygdom og er nu førtidspensionist.  

         I sommeren 2015 flyttede hun fra Jylland til Fyn, og hun fandt ud af, da Patrick startede i 0.-klasse, at han ikke kunne gå i almindelig skole, så hun kontaktede PPR - Pædagogisk Psykologisk Rådgivning - som er en uafhængig rådgivning, hvor man kan henvende sig for at få råd og vejledning, hvis barnet ikke trives i skole eller dagtilbud. Det førte til, at Patrick som 6-årig kom til Helhedsskolen Flemløse.

         Patrick har været meget udadreagerende. Han har også været voldelig overfor sin mor. Hun har oplevet at blive bidt og sparket på og fået ødelagt sin næse. På et tidspunkt sad han også og truede sin mor med en hammer.

 

Kastet rundt i systemet

Det gik – for at sige det mildt - ikke så godt i Helhedsskolen Flemløse.

         ”Det skyldtes nogle besparelser – bl.a. blev lederen sparet væk – og der gik kage i det,” fortæller Kimmie, der tog Patrick ud af skolen og selv underviste ham i otte måneder.

         Så kom drengen på Aarupskolen, men der var stadig en lang række uløste problemer.

         ”Han var udadreagerende og ville ikke komme hjem. Vi havde familieterapeut og støtte/kontaktperson på Patrick. Og skolepsykologen – en ældre herre, som sad og drak kakao - mente, at alt var godt. Når Patrick sagde, at han havde det godt, så var der jo ikke grund til at foretage sig yderligere. I 2016 blev Patrick udredt, som det hedder, og fik to diagnoser. Jeg kan ikke udtale, hvad de hedder, men de diagnoser er så siden blevet fjernet,” fortæller Kimmie.

         Hun føler, at de i den periode blev kastet rundt i systemet. Der var alle mulige projekter, og ”hver gang det begyndte at gå lidt godt, så stoppede projektet, og man begyndte på noget nyt. Så foreslog sagsbehandleren i Assens Kommune, at vi skulle prøve det der Omvendt Familiepleje. Det kommer ikke til at ske, sagde jeg, for jeg var skeptisk, men jeg tog da et møde med John Falkenberg, som står bag Omvendt Familiepleje.”

         Det var et godt møde, og siden udviklede Patrick sig positivt, så det var en stor succes i de seks måneder, som kontrakten med Omvendt Familiepleje lød på.

         ”Men man kan ikke sætte et barn på kontrakt. Man kan ikke sige, hvornår et barn har det godt igen. Kommunen kunne jo vælge at forlænge kontrakten, men det gjorde man ikke, selvom Patricks skole var enige i, at man burde fortsætte samarbejdet. Det handlede simpelthen ikke om barnets tarv men om kroner og ører. Kommunen havde jo deres egne familiekonsulenter, og så kunne der spares penge ved at sætte dem ind i stedet” siger Kimmie, der resolut gik i banken og fik et lån, så hun havde råd til at flytte til Jylland. Forinden havde hun talt med Varde Kommune og spurgt, om de kendte til Omvendt Familiepleje. Kommunen svarede bekræftende, og dermed blev Kimmie og hendes søn igen tilknyttet Omvendt Familiepleje.

 

Mandehader!

Hvad er det John Falkenberg og hans medarbejdere kan?

         ”For mig at se er forskellen, at kommunen ser på alt det dårlige – alt det, der ikke fungerer. Omvendt Familiepleje fokuserer på det positive, og hver gang der er selv små fremskridt, så får du det at vide. Det er medvirkende til, at du får tillid til dem fremfor vidt forskellige sagsbehandlere med forskellige metoder i kommunen. I Assens havde vi 9 meget forskellige sagsbehandlere i løbet af de godt to år, vi boede der.”  

         Patricks lillesøster, Emilia, er lige blevet 8 år. Hvordan oplevede hun de voldsomme episoder, hun har oplevet?

         ”Hun blev selvfølgelig ked af det, for hun elsker sin storebror. Da det var allerværst i Assens, var hun 5-6 år, men det blev hurtigt bedre med Patrick, da Omvendt Familiepleje blev involveret.”      

         På Fyn havde Kimmie og Patrick i alt 8 timer om ugen med Omvendt Familiepleje, men nogle af timerne gik til administration, for der skal selvfølgelig også skrives og refereres.

         ”Her i Varde startede vi med 12 timer om ugen. Det var ikke nok, så nu er vi oppe på 15 timer. Heidi er her 3 timer om ugen, og Patrick har Brian 3 timer 3 gange om ugen. Dertil kommer 3 timer til administration. Brian er rigtig god for Patrick. De har et godt bånd mellem sig og ta´r blandt andet ud og fisker sammen.”

         Hvad med Patricks far?

         ”Han er ikke inde i billedet. Det har han ikke været siden 2016. Han arbejder I Norge og gider ikke sit eget barn. Jeg har spurgt, om han ikke bare kunne se ham hver 3. weekend, men det vil han ikke,” siger Kimmie, der ikke har været heldig med de mænd, hun har mødt. Hendes fire børn – hvoraf de 2 er voksne – har hun med 4 forskellige mænd. Det er derfor, hun er ”mandehader”, som hun selv udtrykker det.

 

Stjerner i øjnene

Har du nogen anelse om, hvor Patricks aggressioner kommer fra?

         ”Overhovedet ikke. Han har fået en diagnose på en slags personlighedsforstyrrelse. Derudover er han meget impulsstyret.”

         Har der været overvejelser om at fjerne ham fra hjemmet?

          ”Ja, flere gange, men jeg har kæmpet for at beholde mit barn.”

         Og der har Omvendt Familiepleje hjulpet?

         ”Ja, det har hjulpet meget. Patrick kan have svært ved at være i sig selv, som det hedder, men når Brian kommer, får han stjerner i øjnene og bliver livsglad. Det giver os rigtig meget herhjemme. Han mangler helt sikkert én at spejle sig i, og der går Brian ind og overtager den rolle. Det betyder, at Patrick er vokset. Han har tidligere oplevet mange nederlag. Nu oplever han små og store sejre.”

         Hvad ønsker du dig lige nu og i fremtiden?

         ”Det ville være godt at få ham i aflastning hver anden weekend, og det er Patrick enig i, så det arbejder vi og kommunen på.”

         Hvad har du personligt lært gennem samarbejdet med Omvendt Familiepleje?

         ”Jeg har lært at styre mit temperament. Tidligere kunne jeg blive rasende, når Patrick kom hjem 4 timer senere end aftalt. Nu har jeg lært at tage det roligt og blot sige: ”Gå ud og børst dine tænder, så snakker vi om det i morgen. Og hvis jeg skriver til Heidi: ”Lige om lidt river jeg hovedet af min unge,” så skriver Heidi: ”Jeg er der om 20 minutter.”

         Kimmie mener, at både staten og kommunerne kunne lære meget af Omvendt Familiepleje:

         ”Man skal lytte til barnet og fokusere på det positive. Spørgsmålet er, hvad vi kan gøre for, at barnet får det bedre. Hvis principperne i Omvendt Familiepleje blev indført i alle kommuner, så tror jeg ikke, der ville blive fjernet børn. Så meget godt, gør de!”

Der skal sluges mange kameler

”Først når du erstatter negative tanker med positive, vil du begynde at få positive resultater.”

         Det kunne være et citat fra en Ga-Jol pakke eller sagt af en livsstilcoach. Men det er jo almindelig sund fornuft, at en positiv indstilling er med til at skabe øget livskvalitet hos både dig selv, og dem du omgås.

         Det er dog ikke så nemt i praksis. Vores hjerner fungerer nemlig genetisk sådan, at vi konstant er på vagt over for trusler, for det var vi nødt til for at sikre vores overlevelse i urtiden.

         Nøgleordet er KAMEL!

         Det er det i hvert fald for Dorte og Søren Knudsen.

         De har været kærester i ni år, men fik først papir på hinanden for halvandet år siden.

         Dorte bragte to drenge med sig fra et tidligere forhold, og det udsatte deres partnerskab for alvorlige prøvelser, og som Dorte siger, ”så måtte der sluges mange kameler undervejs.”

         ”Jeg var tidligere kæreste med en mand, der var på kontanthjælp. Han sad passivt derhjemme, og jeg skulle købe ind, lave mad, gøre rent og selvfølgelig passe mit arbejde. Hvis drengene var syge, måtte jeg tage fri fra arbejde for at passe dem. Desuden havde han et voldsomt temperament, som han ikke kunne styre. Han råbte og skreg og smed med ting. Det kunne jeg ikke holde ud og finde mig i, så jeg måtte ud af det forhold - også for børnenes skyld. De var selvfølgelig stærkt præget af de mange, voldsomme konflikter.”

 

Nissen flytter med

Dorte og Søren bor på en nedlagt landejendom et stykke udenfor Varde. Ejendommen er smukt istandsat og vedligeholdt. Ikke mindst imponerer et stort stengærde ud til vejen. Det vidner om, at Søren har skruet hænderne rigtigt på.

         Han har haft gården i 12 år, og for 9 år siden flyttede Dorte ind sammen med sine to drenge, Viktor og Thomas, der i dag er henholdsvis 10 og 12 år.  

         ”Vi mødtes på nettet over en datingside, hvor vi skrev sammen i tre måneder. Så mødtes vi, det klikkede straks mellem os, og så har vi været sammen siden,” fortæller Dorte.

         Det er en kendt sag, at ”nissen flytter med,” så de problemer, der i forvejen var med børnene, fulgte med og blev værre og værre.

         ”De var udadreagerende, og den ældste, Thomas, gemte sig simpelthen, når der var konflikter. Det eskalerede voldsomt, og jeg bad gentagne gange kommunen om hjælp,” fortæller Dorte.

         For ungkarlen Søren var det en stor omvæltning. Han elskede Dorte, men der fulgte jo to drenge med i forholdet.

         ”Jeg holdt af drengene, som var det mine egne, men det var alligevel svært. Thomas havde måske ikke fået den kærlighed, som alle børn skal have.  Livsglæde, lykkefølelse og trivsel kommer ikke af sig selv. Vi bærer jo alle rundt på en usynlig ”rygsæk”, som er fyldt med de glæder og sorger, vi er kommet ud for,” siger Søren.

 

Det var ikke sjovt at leve

På et tidspunkt lavede skolen en indberetning om børnenes mangel på trivsel, og det satte det kommunale maskineri i gang. Det indebar, at Dorte og Søren blev præsenteret for et væld af forskellige konsulenter, og det bedrede bestemt ikke på situationen.   

         ”Vi blev kørt psykisk ned af konsulenterne, for vi gjorde det, de bad os om. De sagde for eksempel, at Søren skulle være neutral og holde sig udenfor alting. Han blev nærmest en gæst i sit eget hjem.  Og de kom med et skema, som vi skulle følge slavisk, og når vi sagde, at det var alt for stift, fik vi at vide, at vi ikke var samarbejdsvillige. Det gik fra værre til slemt og fungerede simpelthen ikke,” fortæller Dorte.

         Og Søren tilføjer:

         ”Jeg var kørt helt ned på et tidspunkt og var tæt på at smide håndklædet i ringen. Jeg var deprimeret – det var ikke sjovt at leve – og jeg havde ikke lyst til at komme hjem fra arbejde… På et tidspunkt anmeldte en af konsulenterne mig ovenikøbet for vold mod børnene. Det skete efter en afhøring af drengene, og jeg måtte forlade mit hjem 2-3 uger, ellers var jeg blevet sat i fængsel. Det viste sig at være børnenes biologiske far, der havde givet dem en hårdhændet behandling.”

         Undervejs var Dorte og Søren på et kursus arrangeret af Varde Kommune: ”De utrolige år”.

         ”Det var et rigtig godt kursus, hvor vi blandt andet lærte noget om at genskabe positive relationer til børnene, hvordan man satte grænser og løste konflikter. Jeg tror, jeg under kurset fik sagt, at konsulenterne burde deltage, for de brugte nogle helt andre principper,” siger Søren.

         Dengang var det på tale at fjerne børnene fra hjemmet, men det endte med, at kommunen foreslog noget, der hed ”Omvendt Familiepleje”.

         ”Vi vidste ikke, hvad det var, eller hvad vi gik ind til, men det kunne da ikke blive værre, end det var,” siger Dorte.

 

Bøtten er vendt

”Omvendt Familiepleje” med psykolog John Falkenberg som leder var måske det sidste skud i bøssen, inden børnene blev fjernet.

         Men på bare halvandet år blev der vendt op og ned på mange ting. Det hele blev nærmest omvendt, fortæller Dorte:

         ”Dengang, når jeg fik fri fra arbejde, glædede jeg mig ikke til at komme hjem. Det gør jeg nu!”

         Og Søren er om muligt endnu mere begejstret:

         ”Det er det mest fantastiske, jeg har oplevet. Det er ikke overdrevent at sige, at ”Omvendt Familiepleje” reddede os. Lige fra starten kunne jeg tydeligt mærke, at det var den vej, vi skulle gå. Det har været hårdt, men det endte med kæmpe succes. Nu er det en glæde at komme fra arbejde og hjem til Dorte og børnene.”

         I starten var Bettina eller Heidi fra John Falkenbergs team i hjemmet hver dag kl. 6 om morgenen. De blev, indtil børnene var sendt i skole og kom igen, når børnene var hjemme igen om eftermiddagen. De blev, indtil børnene var puttet i seng.

         Hvordan var det at have vildtfremmede i sit hjem?

         ”I starten var det lidt underligt, men de var - og er - gode til at hjælpe, så man bedre reflekterer over sine egne tanker. De lytter meget og ser, hvordan vores familie fungerer. Der er ikke blevet presset noget ned over hovedet på os. De har blandt andet hjulpet os med nogle faste rutiner med indbygget valgfrihed for børnene.”

         Hvordan reagerede børnene?

         ”Thomas, den ældste, var omkring 10 år dengang konsulenterne var her, og han spurgte: Hvorfor er de her? Hvis de spurgte ham om noget, kunne han svare med et skældsord, og så lod de ham være. Han havde svært ved at åbne op, mens den yngste, Viktor, nærmest tog imod alle… Nu har det ændret sig. Når Bettina eller Heidi kommer, så flyver Thomas nærmest ud og modtager dem. Der er altid noget, han gerne vil vise dem. De har fået vendt bøtten fuldstændig.”

 

Så kom kamelen på banen

Har I et bud på, hvad der er sket undervejs?

         ”Vi lærte at ignorere den negative opførsel og ventede med at reagere, til der kom en positiv oplevelse. Det havde en stor virkning på Thomas, at han fik positiv respons: ”Det er dejligt at se, Thomas!” Og han begyndte at blomstre op.”

         Og det er her, kamelen kommer ind i billedet?

         ”Ja, vi har lært, at man indimellem må sluge nogle kameler. Tidligere i det her forløb har vi oplevet negative episoder, hvor vi tidligere ville have reageret vanemæssigt. Nu siger vi ordet ”KAMEL”, og det betyder ”tæl lige til ti.” Det gælder om at bryde gamle vaner, så når der er optræk til noget negativt, ser vi på hinanden og siger ”KAMEL”. Tidligere kunne Thomas blive meget rasende, så gik han ovenpå og smækkede hårdt med døren. Vi så på hinanden og sagde ”KAMEL”, og Thomas fik ikke den negative opmærksomhed fra os.”

         Hvordan er det så i dag?

         ”Før i tiden, når Thomas blev mødt af et krav, så smed han sig på gulvet og skabte sig. Det blev en konflikt, som vi forsøgte at stoppe: ”HOLD NU OP MED DET DER!” Nu er det yderst sjældent, vi ser raserianfald. Det har også hjulpet, at vi havde nogle mål med drengene, og de fik en belønning, når de havde nået målene. De kom selv med bud på, hvad belønningen skulle være. Det kunne f.eks. være, de valgte at få et akvarium med farvestrålende fisk.”

 

Slutfasen

I virker meget reflekterede. Kunne I ikke selv have gennemført de ændringer, der skulle til?     

         ”Der var ingen energi i depoterne. Dertil kom en ex-kæreste, der nærmest konstant svinede mig til med modbydelige sms´er,” siger Dorte, og Søren tilføjer:

         ”Omvendt Familiepleje gav os nogle redskaber, vi kunne bruge. Det var en kæmpe øjenåbner.”  

         Hvordan reagerede Søren på pludselig at komme ind i så voldsomt et konfliktfelt?

         ”I starten af vores forhold blev jeg truet meget at min ex-kæreste, som var meget jaloux. Der var Søren konsekvent og sagde: Det finder vi os ikke i.”

         Nu er forholdet til ex-kæresten kraftigt forbedret. Det skyldes blandt andet, at der gennem ”Omvendt Familiepleje” blev arrangeret fællesspisning og hygge, hvor børnene, ex-manden og Søren og Dorte også deltog.

         ”Drengene skulle se, at vi godt kan fungere sammen, for de har oplevet voldsomme episoder. Vi har forklaret dem, at det ikke er deres skyld. Det er os, de voksne, der har fejlet. Vi har sagt undskyld til dem, og vi har nu fokus på det positive. Vi er kommet fra et punkt, hvor vi ikke kunne udstå at være i stue med min ex-kæreste til at kunne se hinanden i øjnene. Vi skal kunne tale sammen, for vi har jo børnene sammen altid. Nu har min ex-kæreste drengene hver anden weekend, og det fungerer godt.”

         Søren tilføjer:

         ”Det lyder måske underligt, men det er blevet rart at arbejde sammen med Dortes ex-kæreste. Jeg nyder det nu, og det påvirker også drengene positivt. De kan se, at vi kan samarbejde.”

         I har jo en datter på fem år sammen. Hvordan har hun reageret på, at I får besøg af John, Bettina eller Heidi?        

         ”Vi har forklaret hende, at det er nogen, der kommer for at hjælpe os. Jeg tror bare, hun er vant til, at der kommer besøg, og vi bruger samme positive metoder, som overfor drengene.”

         Nu da alt åbenbart fungerer godt, er der så grund til, at I stadig får besøg af John Falkenberg og hans team?

         ”Vi er i slutfasen, hvor det er vigtigt at få implementeret de positive metoder, så vi får dem helt ind under huden. Nu får vi kun besøg hver fjortende dag. Derudover er der et statusmøde hvert kvartal.”

"Alle seks børn skal fjernes fra hjemme" sagde kommunen

”Seksårig dreng i livsfare: Fik strammet hundehalsbånd om halsen.”

         Det var den dramatiske overskrift, da Ekstra Bladet i oktober 2016 beskrev, at seks børn havde levet i et voldshelvede med en far, der mishandlede dem.

         Den 6-årige dreng fik vejrtrækningsproblemer og var i livsfare, da hans far lagde metalhundehalsbåndet om halsen på sin søn og strammede til med begge hænder. Efterfølgende tog han fat i armen på sønnen på ni år og kastede ham ud over et trappegelænder, der knækkede.

         Børnene var gennem et par år blevet udsat for forskellige former for grove, voldelige afstraffelser. I retten blev det takseret til halvandet års fængsel. Det førte - vel nærmest uundgåeligt - til, at moderen til de seks børn, forlod sin voldelige mand sammen med børnene.

         De to drenge på seks og ni år blev undersøgt på Rigshospitalet, og efterfølgende blev der sået tvivl om moderens kompetencer som forælder.

         ”Alle mine børn var til en form for ”afhøring”, og en sagsbehandler undersøgte, hvordan børnene fungerede i skolen og børnehaven. Det endte med en rapport, der anbefalede, at nogle – og måske alle børnene – skulle fjernes fra hjemmet.”

         Det er moderen, Camilla Laustrup, der fortæller, at hun var igennem et psykisk hårdt, voldeligt forhold.

         ”Vi var sammen i næsten 15 år, men det udviklede sig i en voldelig retning. Han drak i perioder, og så blev han voldsom og utilregnelig. Det endte med, at han slog både mig og børnene.”

         Camilla var ikke i hjemmet, da voldsepisoden med den 6- og 9-årige fandt sted.

         ”Jeg var nede i Brugsen sammen med en veninde for at købe ind. Da jeg kom hjem, kunne jeg høre børnene skrige, og jeg ringede til politiet, der straks efter anholdt ham.”

 

Grill og kærlighed

”Kommunen udspurgte også min ex-mand, der fortalte nogle usandheder om mig, og det har givetvis påvirket den kommunale rapport negativt,” mener Camilla Lausten, der også fortæller, at det var på dette tidspunkt, psykolog John Falkenberg kom ind i billedet. Han er en fortaler for ”Omvendt Familiepleje”, der kort sagt kan beskrives som en "anbringelse" i eget hjem.

         ”Der tilknyttes fagpersoner i det omfang, det er nødvendigt for at klare børnenes omsorg, pleje og udvikling. Det drejer sig bl.a. om at styrke de voksnes kompetencer til at være forældre,” fortæller John Falkenberg, der som udgangspunkt mener, at det er en dårlig idé at fjerne børn fra familien.

         ”John Falkenberg og hans medarbejdere har givet os en masse metoder til bl.a. at bruge de ressourcer, vi havde i forvejen på en anderledes og mere positiv måde. De er gode til at spørge ind, så man bliver opmærksom at gøre de gode ting meget mere. Det er måske ting, der er meget normale, lige når man bliver forældre,” siger Camilla Lausten.

         Når Camilla siger ”vi”, skyldes det, at hun efter skilsmissen fra sin mand, er blevet gift igen. Den nye mand hedder Thomas Buur. De har nu været sammen i fem år, og de elsker hinanden – det lyser ud af dem.

         ”Vi mødtes til en skolegårdsfest, hvor der blev grillet.  Camilla brændte sig på grillen og bandede. Jeg spurgte, hvor er din mand henne? Det burde da være noget, han klarede. ”Han er i spjældet”, sagde hun. Ja, det var den måde, jeg lærte hende at kende. Dagen efter sendte jeg hende en mail og spurgte, om der var noget, jeg kunne hjælpe med.”

         Det er Thomas, der fortæller, og Camilla tilføjer:

         ”Min store dreng havde lige fået en seng, og han spurgte, om ham der Thomas ikke kunne hjælpe med at slæbe sengen ovenpå og samle den.”

 

Der er altid kærlighed til forældrene

Derefter begyndte Thomas og Camilla at snakke rigtig meget sammen, og det endte med, at de blev gift.

         Nu har de sammen fået sønnen Logan. Han er en dejlig baby, der pludrende deltager i samtalen. 

         Parret er nu far og mor for en pige på 16 år og fem drenge på 17, 14, 12, 8 og 6 år. Dertil kommer Logan på fem måneder, ”selv om kommunen sagde, at jeg ikke måtte få flere børn.”

         Hvordan går det med din ex-mand?

         ”Jeg er blevet ”tvunget” til at have et godt forhold til ham, fordi Sorø Kommune mener, at han skal have samvær med børnene, og det bliver jo kun godt, hvis jeg samarbejder.”

         Vil børnene også gerne være sammen med ham?

         ”Ja, det vil de. Den 12-årige har været bange for sin far, men han siger alligevel: Jeg elsker også min far. Alle børnene har et godt forhold til ham nu. Han er holdt op med at drikke, og han bor nu på en gård, hvor der er masser af dyr, og det er børnene glade for.”

         Og Thomas, der har to børn fra et tidligere forhold, tilføjer:

         ”Der er altid kærlighed til ens forældre uanset hvad.”

         I bor jo sammen. Hvordan er dit forhold til børnene?

         ”Det er perfekt. Jeg kan give et eksempel: Datteren kommer til mig og snakker om menstruationssmerter, og hun sms´er til mig og beder mig om at købe menstruationsbind. I vid udstrækning kommer de til mig, og ham på seks kalder mig ”far”, og den anden er selvfølgelig ”rigtige far”. Jeg synes, det er fedt, at han kalder mig ”far”. Jeg fortæller børnene, at jeg nok skal være for jer som en far, men jeg er ikke jeres rigtige far.”

 

Brudevalsen

Det er familieterapeut og socialrådgiver Sanne Nielsen, der sammen med John Falkenberg har koordineret indsatsen, som betød, at børnene ikke blev fjernet.

         ”Dengang mente alle fagligt involverede - herunder psykolograpporter – at alle børnene skulle fjernes fra hjemmet. Det blev de heldigvis ikke, for så ville de være blevet spredt for alle vinde. Der er ingen idé i at anbringe børn. Kun hvis de ikke bliver passet overhovedet.” siger Sanne Nielsen og fortæller, at hun havde og har et godt samarbejde med moderen.

         I begyndelsen fik de fem største børn – den yngste var dengang kun tre år – hver en kontaktperson, som de mødte én gang om ugen. Derudover blev der i begyndelsen indsat familiebehandling tre gange om ugen.

         ”Nu er der familiebehandling en gang om ugen, og de tre ældste børn har frasagt sig kontaktpersonen,” siger Sanne Nielsen.

         ”I starten blev der lavet statusrapporter hver tredje måned, hvor John Falkenberg fulgte vores udvikling, der jo gerne skulle argumentere for, at børnene skulle blive hos os,” siger Thomas.

         Midt i samtalen ringer Thomas´ telefon insisterende. Ringetonen er Ed Sheeran – den britiske singer-songwriter – med nummeret Perfect.

         ”Den dansede vi brudevals til,” siger Thomas og Camilla nærmest i kor og fortæller, at John Falkenberg og Sanne Nielsen som kontaktperson har været en stor støtte.

         ”De kender os og børnene godt og har altid gode ideer, hvis der er problemer, som skal løses.”